Efter et par måneder med nedtur til råvaremarkedets konge, guld, begynder der atter at være optræk til en ny optur. Det er et tegn til, at investorerne trods alt stadig er bekymret for fremtiden på de finansielle markeder.
Vi har netop fået en ny præsident i USA. Det er der mange, der af formentlig gode grunde glæder sig over. Men er det nødvendigvis godt nyt for de finansielle markeder?
Efter onsdagens indsættelse af Joe Biden som ny præsident i det, der må betragtes som værende en ret mærkværdig begivenhed, set i lyset af Donald Trumps fravær, kunne man forvente, at vi nu ville gå en mere sikker periode i møde på de finansielle markeder. Umiddelbart burde denne ro resultere i stigende aktiekurser og i at guldprisen skulle begynde at falde. Det vil på godt dansk sige, at risikovilligheden blandt investorerne burde stige.
Men det er ikke en stigende risikovillighed vi kan læse ud af prisgrafen for guld. Derimod har guldprisen været stigende siden Joe Biden overtog roret i USA, hvilket er et faresignal for de finansielle markeder.
Sikker havn
Guld opfattes som sikker havn under krisetider og som sikker havn, når investorerne er bange for fremtiden på de finansielle markeder. Siden Joe Bidens indsættelse onsdag aften, som ny amerikansk præsident for de forenede stater, er guldprisen gået op. Det kan opfattes som et tegn på, at investorerne i virkeligheden er nervøse for om den nye (gamle) præsident kan løfte opgaven, med at fastholde det momentum, som amerikansk økonomi og det amerikanske aktiemarked har haft under Donald Trumps ledelse og ikke mindst under coronakrisens hærgen.
Prisen for guld har været inde i en faldende tendens i månederne op imod det amerikanske præsidentvalg og præsidentskifte. Men netop som Joe Biden blev indsat som ny præsident, er guldprisen nu atter begyndt at rykke på sig i opadgående retning.
Set i det store perspektiv, så peger guldprisen fortsat op, til trods for måneders nedtur. Noget tyder på, set ud fra teknisk analyse, at denne nedtur nu er ved at være et afsluttet kapitel. Jeg ser således fortsat et stort stigningspotentiale i prisen for guld. Råvaremarkedets konge. Målet for guldprisen har jeg stadig oppe ved 3.000 dollar pr. troy ounce. Til sammenligning ligger guldprisen i skrivende stund og handler til 1.870 dollar pr. troy ounce. Dermed har guldprisen immervæk et stort stigningspotentiale fra aktuel prisniveau.
Et bull-marked
I det hele taget ser jeg råvaremarkedet som værende et såkaldt bull-marked. Herunder også afgrødemarkedet. Et bull-marked er et marked, der overordnet set er stigende. Nuvel, der kan komme korrektioner i nedadgående retning undervejs. Men disse korrektioner i nedadgående retning er til for at snyde amatøren. Jeg ser de seneste måneders nedtur i guldprisen som en mulighed for at købe op og samtidig som et tegn til, at investorerne fortsat er nervøse for fremtiden på de finansielle markeder, til trods for den nye præsident, Joe Biden, i USA.
Ligeledes ser jeg den aktuelle svækkelse vi generelt set oplever på råvaremarkedet og dermed også på afgrødemarkedet i denne uge, som blot en korrektion, der forsøger at få dig til at gå i salgspanik. Men panik ikke. Råvaremarkedet ER et bull-marked for tiden og derfor skal du være tilbageholden med at sælge. Det drejer sig både om guld, ædelmetaller generelt set, såvel som afgrøder.
De stigende råvarepriser vi står overfor, er bekymrende for fremtiden på de finansielle markeder og dermed også for aktiemarkedet. Således er råvarer det, man ved hvad er og det man søger over imod, når man begynder at blive nervøs for ens investeringer i blandt andet aktier.